Trivial

Et moderne midi-klaver med computer og lydmoduler foran flyglet i stuens fjerne ende fortæller om musikkens udvikling gennem et halvt århundrede. En legoklods under en lænestol afslører et barnebarns tilstedeværelse, men de høje træer, plantet af Tom i haven bag panoramavinduet, er af ældre dato.
Tom fortæller om dengang i 1968 hvor alting skete, og han inviterede en række århusianske koryfæer til samtale her på Themsen – organist og magister Mogens Helmer Pedersen, komponisten Gunner Møller Pedersen, forfatteren Svend Åge Madsen, musikkritikeren Jens Bjerg m.fl. En samtale om musikkens vilkår. Snakken hidsede sig op under åben mikrofon og blev klippet sammen til meta-hørespillet “A vehicle for message”. Man hører forfatteren og komponisten ved flyglet prøve sig frem med ord og toner, mens den færdige sang toner frem i fragmenter. Til slut opleves sangen i sin helhed “Choosing Words” med Birgit Lystager og Tom Prehns Kvartet. Optaget af Danmarks Radio, udsendt 1969 (sammenlign med CD-udgaven!). Et samarbejde var indledt, som førte til to LP’er, “Ready to meet you” og “Loves Labyrinth”, begge med Birgit som solist, musik af Tom og engelske tekster af Madsen. Sideløbende optrådte Tom Prehns Kvartet i radio og tv med indslag af både jazz og trivialmusik, ganske i takt med tidens accept af hybrider.
Fart på. Men vi spoler tilbage til primo tresserne, hvor Birgit Lystager dukkede op hos Tom på Store Torv i Århus – med et kønt ansigt, hvalpefedt og en grammofonplade som indeholdt akkompagnement til sing-back.
Gjorde hun indtryk?
– Ikke specielt, men hun slog senere overbevisende igennem med sin jazz og pop, så det føltes naturligt at hidkalde hende i ’68 til indspilningen af “Choosing Words”. I den første radioudgave. Birgit, hvem ellers! Tom vender sig i sofaen og fortsætter. – Lad mig sige det sådan – altså, dén “rytmiske” musikmager, som ikke partout øjner potentialet hos et naturtalent af Birgits format … han bør gøre samfundet og sig selv den tjeneste at opgive musikken.
Jeres lp’er udløste en ekstatisk begejstring.
– Iblandet en passende portion jante …
Som typisk møver sig frem, når man er ude i noget stort! Berlingske Tidende mente således, at denne popmusik absolut aldrig ville
nå længere ud end til Tyskland.
– Fremtiden er ferm til at lege skjul.
Ja, begge jeres vinyler strømmede snart ud over Europa. Og siden videre til Japan …
– En anden morsom jante, Karina, afbryder Tom, – det handlede igen om denne amerikanske dødvægt – hvem mon var forbilledet? Der måtte da være nogen, som vi kopierede, helt sikkert en amerikaner. Den eneste for Danmark rigtig kendte amerikanske pop-komponist dengang, som instrumenterede klassisk-symfonisk, var Bacharach, så det måtte eo ipso være ham, jeg kopierede. Man forærede mig plader med ham, til sidst lå der en hel stak på Themsen, og rygterne gik.
Du har aldrig købt en plade selv. Lyttede du til dem, du fik?
Birgit Lystager og Tom Prehn – Jeg lyttede til Dionne Warwick, én af mine yndlingssangere. Som ingen skal forsøge at kopiere.
Andre yndlings?
– Englen Sarah Vaughan. Og Alice, men dér er jeg vist forudindtaget.
Alice Babs, som du kender fra storebror Ulriks “Swedanes”. Hva’ med operasangere?
– Opera! Monteverdi er skøn musik, men lad mig sige det som det er, provokerende: tæppet gik ned for operaen efter Mozart. Behold også romantikkens programmusik. Så hellere Stravinsky, Bird, Miles og dem.
Hvilket elegant sammenskrab. Og Wagner: pompøs og hitlerisk, har du spøgt. Sangeren i himlen, publikummeren på gulvet.
– Dyb alvor, spøger Tom fraværende med et hærget pokeransigt.
“Tæppefald for partiturmusikken efter 2. verdenskrig”, har du også sagt, Tom. Du, min gamle lærer i musikhistorie og teori! Nå, heldigvis også i jazzklaver.
– Vi må huske, at gennem far Holger havde jeg som tiårig hørt det bedste af den klassiske musik. Intet mere nyt under solen at hente dér.
Vi to har da sammen lyttet til fx “Le sacre du printemps”, med stort udbytte, husker jeg!
– Så sandt, så sandt. Men den er ikke klassisk. Den er hedensk. Ligesom dig, Karina! Alligevel er den i princippet ens hver gang. Samme partitur. Fra før 2.verdenskrig i øvrigt. Samme unoder, ens hver gang. Bortset fra udførelsen naturligvis, men den må de jo selv om. Så sandt.
Hvad er sandt?
– Netop!
Tom! Her er hverken plads til filosofi, arkæologi, drillerier, astronomi eller andre af dine hobbyer. Den røde tråd, tak. Musik!
– Nåh, det, joh … jeg ka da til din trøst tilføje, at vore symfoniske popsange nok næppe havde mødt helt den samme interesse, havde det ikke været for indslaget af klassisk stemmeføring, instrumentationsteknik – kontrapunkt, gammel og ny melodik … og splinterny harmonik i samspil hermed. Alle disse ærværdige herligheder, som er klassiske, omend fremmede for enhver becifring.
Tom gør opmærksom på festskriftet “At fortælle Svend Åge Madsen”, november 2009, hvori bogens redaktør, Lars Green Dall, giver en omhyggelig analyse af Madsens tekst til “Choosing Words”. I skriftet har Tom selv en artikel, der fortæller om hans samarbejde i halvfjerdserne med Birgit Lystager og Svend Åge Madsen.