Musikteater

Tom Prehns Kvartet fik opgaver som ikke alene krævede musik, men også en god portion scenisk ageren. Som hos Kosmo, og til en vis grad også med kvartettens hidtidige, absolutte musik, var der her involveret et lag af ironi og distance, nu med fokus på diverse musikalske genrer og bevægelser i samtiden. Vaner og skabeloner som var i vælten.
Og nu emancipationen, med et fint ord. Kvartetten havde allerede frigjort sig fra de amerikanske modi, i alle fald hvad angår 4-4 jazzens tonale kadence med dens flotte floskler i frigear hos 32-takters numrene i jazzens standardsprog. Nu søgte gruppen en uafhængighed af selve begrebet “jazzgruppe”, med de samspilsmæssige bånd, der trods alt var tilbage ...
… med bas og trommer, solist, rytme, standardbesætninger og gå selv videre. Så Tom Prehns Kvartet udvidede sig!
– Til kvintet. Fritz var efterhånden fast forankret i sin ansættelse hos de fremtromlende edb-maskiner, så han fik for travlt til at finde tid til koncerter hist og pist. Ind kom et andet talent, den musiske og sceniske Holger Laumann med diverse blæs, og en garderobe som gør Den Røde Pimpernel grøn af misundelse. Poul Ehlers startede med Blue Sun, han blev erstattet af cellisten og jazzbassisten Finn Sigfusson på vandret bas. Multiinstrumentalisten Fuzzy trådte til som komponist og gæstesolist. I 1969 var Preben og jeg de eneste tilbageværende medlemmer af den oprindelige kvartet. Mulighederne med den nye gruppe forekom grænseløse. Og det var just grænser, det ofte handlede om.
I udstillede kompositionsmusikkens aktuelle, delikate situation! Sådan hed det om dine sceniske stykker, “Om dagen skinner Solen i Sahara” og “Another Day”.
– Disse stykker indeholdt blandt andet parodier på partiturmusikkens efterhånden noget komiske skær af fossil. Som modstykke tilføjede Fuzzy et show, som legaliserede mine seriøse cirkler i forestillingen.
Påvisning af grænser. Med musik og handling, uden ord.
– Og opløsning. Udstikning af nye grænser. Gerne helt ud til vakuum. Egentlig ret alvorligt.
Men humoren, komedien og komikken sneg sig ind som et karakteristisk stiltræk. Med Kosmo latent til stede?
– Kosmo lurede i kulissen. Fuzzys sprudlende figur og mit fyrtårn skabte kontrast i et scenisk spændingsfelt, der gav rum for både alvor og spas. Hans og mine kompositioner spillede sammen og overlappede hinanden i forestillinger på halvanden til to timers varighed uden pause. Scenegangen tillod musikerne at spille sig selv, uden komedie. En skuespiller ville hér være faldet igennem. Og musikken, som bandt det hele sammen, den foregik her og nu, og aldrig mere som i går. Måske havde interessen for denne sammensmeltning af scene, revy og musik – og “seriøs” og “trivial” – også rod i tidlige oplevelser med mine store søskende, Gerda og Ulrik, og deres trio med Svend Asmussen. Og siden hen Ulriks revy-trio med børnene, Sniff og Mikael Neumann. Sangerinden Sniff fletter Onkel Tom ind i familieskabet med fin lille artikel.
Film og farver, ikke helt kedeligt!
– Komponisten Gunnar Møller Pedersen var tonemester ved de største forestillinger, med mekanisk lyd fra kulissen. Deo ex machina. Vi udviklede os med koncerter i Århus og København, radio og tv. Et af højdepunkterne blev vores forestilling ved Warsaw Autumn, 1970. Den gav ekko.

Tom Prehns Gruppe 1970Tom Prehns Gruppe ved Warsaw Autumn.
Finn Sigfusson i scenisk konflikt med Fuzzy.

Vi læser i dag om jeres turnéer hos Paulina Olsen i hendes danske roman,
A Bente & Ben.

– Pau var slet ikke født i 1970. Men, indrømmet, hun er en grundig researcher.
Man møder ikke en Paulina Olsen uden at ændre kurs, har du sagt, Tom.
– Indrømmet, allerede ved første blik flygtede jeg ud af folkekirken. Lad nu Pau ligge. Indtil videre.
O.k. – Du har skrevet stykker for grupper du ikke selv var medlem af fx kvintetten Køllen og Buerne, som kunne handle om magtens konflikter, her formidlet som ren musik uden særlige sceniske instrukser ...

Tom kigger nervøst på min lange seddel, en oversigt over hans mest kendte, nedskrevne værker. Partiturer og andet, i kategorier.
– Komponørdens klassiske memorandum! grynter han. – En gravskrift. Gem det til arkæologerne!
Så taler vi om dit første synlige kursskifte som komponist!
– “Komponist”! Lyder flot. Som et pastelmaleri af en paryk fra 1700-tallet på auktion.