Aktuelt

Tom Prehn betragter en stor del af sit virke som en proces, hvor hans "værker" ofte er skabt i samvirke med andre kunstnere. Jazzkvartetten, Kosmo, musikteatret, den symfoniske pop med Lystager og Madsen og en masse engagerede deltagere, og ikke mindst jamsessions ... processen mod nye resultater, som skaber ny proces, hvor ny stil kan resultere. "Det er ikke pyramiderne, som i sig selv gir mennesket chancen for overlevelse på længere sigt, Karina. Det er snarere processen med at lære at bygge dem, som lagrer sig og styrker dine gener."
Som man sagde, kvartettens musik var det strengt taget blasfemi at optage. Målet og budskabet var selve processen, snarere end det mekaniske resultat. Gruppens LP '67 viste allerede dagen efter optagelsen kun "røgen af en halv times virkelighed i går". Du nedfælder denne nuets musik, og allerede ved første aflytning er tiden forpasset.
Kollektivkunst var allerede i tresserne en yndet arbejdsform for Tom, og de første dæknavne dukkede op, hvor han var en af flere kunstnere – GEP som Kosmos fader, Tom Berg som ugeblads og -krimiforfatter, og sådan fortsætter det bare derudad.
– Apropos samarbejde, siger Tom, – en stor fornøjelse var det, Karina Møller, som din lærer i teori at få lov til at overvære skabelsen af dit elegante, smudslitterære og halvironiske skrift, BeRedSkABeGreb, hvor du afslører en virkelig nyhed. Kort og kontant: den fuldstændige oversigt over samtlige mulige skalaer hos den tonale kadence! Inklusive dem som griber ud efter kadencens yderste grænser.
Tilmed lader du skalaerne udføres med et jazzklaverets abegreb. Vær så venlig nu her at nævne dette smalle, men vigtige og vægtige værk! Samtidig ku vi måske liste et link ind til Oliver Prehns analoge arbejde med jazzens harmonik - www.newjazz.dk
– Her får jeg chancen for at bralre løs med stof om mig selv ...
– Fyr løs, Karina, fyr løs!
– Du har sagt at mit basspil virker vældig godt i vores nye samspil. Kan jeg skrive det her?
– Rimeligt godt basspil, Karina, rimeligt godt. Kan man sige. Nu da det omsider er lykkedes for dig at frigøre dig fra de støvede, statsstøttede konservatoriegreb, passende til en fiktiv guldalder i Danmarks Radio, og tilmed erstatte din gamle, røde bas (med dens vandrette meninger og lodrette løgne) med et instrument, som faktisk kan spille med i den virkelige verden.
– Ups. Men du HAR altså ytret en vis glæde ved trioen med Oliver og mig i vores arbejde med indspilningen af L'Homme armé I, 2015 og L'Homme armé II, 2016.
– Ja ja. Men her bør du osse nævne Jonathan Prehns flotte opsætning på Youtube med de ledsagende film, sekvenser af striber fra Kosmo ...
– ... hvor Paulina med sin farvelægning har manipuleret "Himmelpigen" så hun kommer til at ligne Pau selv. I bruger også Himmelpigen som ikon for Youtube-stedet Prehn.
Men nu skal vi ind på dit samvirke med forfatteren Paulina Olsen og hendes fiktionslitteratur!
– Forfatterinde, hedder det nok snarere i dette tilfælde, såPaulina Olsen, selvportræt

Paulina Olsen kvindelig, som hun dog er. Men "Olsen", det er blot et kælenavn som hun sætter på sine danske udgivelser. Nogen synes Olsen lyder fjollet. Andre synes at det er et ærværdigt gammelt navn. Jens Olsens Verdensur og sådan. Men italienske Paulina Chigi er nærmere sandheden. I sin autobiografiske, danske roman "Pigen med Sløjfen" optræder Paulina som besjælet af gudinden Diana Nemorensis.
– Danske udgivelser – herunder to romaner, som er redigeret og tilpasset dansk tænkemåde. Bl.a. med din hjælp. Bogen "A Bente & Ben", farverigt illustreret af Ulla Kampmann, handler om musikere gennem fyrre år, hvor enhver lighed med virkelighedens personer er ubønhørligt tilstræbt. Bogen udstiller blandt andre "Tom Prehn" i forskellige roller. Din biografi og dine holdninger kan øjnes her.
– Pau har idéerne og musikken. Jeg oversætter bare. Til dansk. For hende er Danmark ganske vist kun et lille idyllisk fuglebad i slotsparken, men for mig er det sådan her – et samvær med store oplevelser – tænk, at få licens til at formidle en hel Middelhavsverden i ord!
– Kan det føles lidt trangt hele tiden at formulere andres idéer, idéer udefra som ikke er ens egne?
– Sludder, tværtimod. Kunstneren må være åben for andet end sit eget. Og skærpe sin teknik, gerne på stof som virker nyt, måske endda fremmed og eksotisk. Derefter kan hans egne idéer lettere poppe op.

Ved samarbejdet mellem Tom og italienske Paulina har hun fortalt mig om en mulig ombytning af rollerne, idet hun vil redigere og oversætte nogle af Toms idéer. Foreløbig har hun restaureret og redigeret bogen Ursula og den røde lyd, og fortsætter med farvelægning og redigering af udvalgte Kosmostriber. De besøger jævnligt hinanden og som fan af dem begge, ser jeg således fremtiden lyst i møde.
– Gode tunger påstår, at Paulinas danske "Paulina Olsen" dækker over flere forfattere, foruden Pau og dig?
– Du har ret, Paulina Chigi omgærder sig med nogen mystik, og hun kommer vidt omkring.
– Nærmere kommer vi ikke?
– Ikke hér. Men vi oplever hende da begge særdeles autentisk – altså håndgribelig. Bosat i Rom!
– Og i Nemi. Hvor hun sluger alt og alle.
– Tror du selv på det, Karina?
– Nej, men det lyder godt.
– Hun sluger ikke alt. Kun alle, sukker Tom.

Så langt, der er fra USA til Japan! Og så langt, der også synes at være fra den seriøse avantgarde og til velklangen af Tom Prehns symfoniske pop. Diametralt modsat. Men Tom var i begge genrer allerede i de brølende tressere, med dette årtis drømme om total frihed og ubegrænsede muligheder. Og nu, 40-50 år efter, får begge drømme pludselig substans.
Hen over hovedet på Tom bliver hans musik med ét genopdaget, denne gang i det store udland. John Corbett, jazzkritiker bl.a. for Down Beat Magazine, modtager et bånd fra Svenskt visarkiv. Han finder Tom år 2000 og skriver til Themsen fra selskabet Atavistic Worldwide, USA:

... I got a very nice package from Roger about two months
ago, and when I put on your quartet tape I just about fell over. This
music you were making is absolutely knockout! It is a sin that much more
of the world doesn't know about it. That's what I'd like to do - let the
rest of the globe in on your secret!!!!

Præcist hvad der skete, da 60'er-kvartettens LP blev genudgivet som CD i 2001 og omsider opnåede sin mondiale distribution.
Det samme sker i 2015 med udgivelsen af CD'en Axiom hos selskabet Corbett vs. Dempsey, USA, indspillet så tidligt som i 1963.
Ekkoet fra Gruppens musik returnerede over Dammen til Skandinavien i 2016 med vinyl-genudgivelserne TOM PREHN QUARTET i Danmark og AXIOM i Norge.

Med i billedet er også genudgivelsen som CD'er af de klassiske symfoniske pop-plader "Ready to meet you" og "Love's Labyrinth". Først i Danmark 2006, siden i Japan 2010. Kompositioner og arrangementer af Tom Prehn, udført af herlige musikere med divaen Birgit Lystager i spidsen. De to japanske CD'er er helt trofaste mod de oprindelige LP'er, og på et indstik i det flotte cover ses desforuden Svend Åge Madsens engelske tekster for første gang på tryk. Lyden afslører en fremragende digital remastering.

På jazzrock-cd'en "DI" fra 2006 høres Tom i duo med den talentfulde trommeslager Erik Frandsen. Et lille kik ind i værkstedet på Themsen. Musikken er tilegnet Diana og gratis tilgængelig som download på siden Cyklus Diana, som Tom deler med Paulina Olsen.

Dage hos Tom på Themsen.
Som årene dog går! Efterhånden mange dage på Themsen ...
"Rigtig musik er fri musik – stort set", siger Tom og fremhæver atter de to indspilninger på YouTube – med mig på bas! –
L'HOMME ARMÉ I, 2015 og L'HOMME ARMÉ II, 2016.
Nævnes bør også uddrag af Fuzzys selvbiografiske værk, "Efterklang", 2020. Hér skildres Tom og Fuzzys Flik Aktion, 1968, og scoopet, Warsaw Autumn, 1970 – absolut alt andet end kedelige beskrivelser af dette musikteater! Og lad os nu bare medtage det fornemme interview med supersaxen Fritz, skrevet i anledning af genudgivelsen af LP '67 hos selskabet Centrifuga. Men i det nye årtusinde øses der immervæk nye musikalske værker ud af ærmet på Themsen – endda uden mig på bas.
Klik KOSMO!Med ANDALUSIAN AFFAIR 2021 sætter Toms improviserede soloklaver filmen, Kosmo's Desert Hike, i relief. Kosmo færdes hjemmevant i sit nye medie hvor Paulina Olsens diskrete farver sætter de originale tegninger i respektfuldt relief. Her trives Kosmo som fod i hose med sine omgivelser for fuld skærm!
– Et hedt kvarters ørkenvandring, siger Tom.
– Ørkenvandring?
– Ja, med ostinaten Andalusian cadence som basis. En frygisk tetrakord, typisk for en vis sydspansk musik og fremmed for jazz ...
– Altså Tom, læsere af dette skrift er ikke musikteoretikere!
– Dem om dét. Andalusian cadence trænger sig på og erstatter bluesmusikkens 12-takters kæphest ...
– Med en ny 12-takters trædemølle?
– Akkurat Karina, akkurat. Et kvarters klaverrummel, tillige med en polyrytmisk konflikt mellem venstre og højre – endnu en senfølge af de brølede tresseres avantgarde ...
– "Dansk jazz rimer på flaskegas", har du gryntet.
– Jah, ja ... positivt ment – der tænkes måske på flaskegas som klimaets frelse.
– Du er håbløs, Tom.
– Tak! Just derfor blev jeg forvist til solospillets ørkenvandring – Andalusien Affair.

Så langt der er fra USA til Japan ...
Og så langt der dog også er fra tressernes kollektive avantgarde og til denne bevidste ørkenvandring for soloklaver – diametrale modsætninger! Jeg var til stede på Themsen under opøvningen af Andalusian Affair, hvor Tom havde en Bloody Mary stabilt stående, ofte urørt, ved siden af tangenterne. Brygget af ham selv, vel at mærke. Nemlig indeholdende det specielle, hemmelige element som gør cocktailen unik, efter sigende. Endnu en nyhed på Themsen, hér i det nye årtusinde. Bloody Mary! Dette vildskud skulle helst ikke strande permanent på Themsen!
Uanset – ostinatens kvarte time kom i kassen og fuldender trilogien med Kosmo på YouTube.
Låner lige Toms PC og skriver følgende, mens han brygger et nyt eksemplar af sin nye hemmelighed i køkkenet. Frem med min huskeseddel ...
Et par lune anmeldelser af de skandinaviske vinyler 2016: LP '67, her – og Axiom, her.
Nogen opmærksomhed opstod omkring genudgivelserne 2015-16 – fx Roger Bergners artikel i Orkester Journalen og førnævnte interview med supersaxen Fritz ...

Som årene dog går!
I foråret 2021 fik jeg tilladelse af Paulina Olsen, som ikke hedder Olsen, til at bugsere de to efterhånden antikke hjemmesider,
Cyklus Diana og Paulina Olsen over som undersider her på Toms hjemmeside. Jeg må gerne lave passende diskrete tilføjelser, når der sker væsentligt nyt.
Hermed gjort!
Samtlige genudgivelser af Gruppens musik i det nye årtusinde – USA, Japan, Skandinavien – er sket på selskabernes eget initiativ, igen hen over hovedet på musikerne selv. Således også udgivelsen som LP af Kvartettens spolebånd, Centrifuga, optaget 1964 som led i Gruppens øvelser med udvikling af deres musik. LP'en åbenbarer sig på nettet just i skrivende stund.
Båndet (kvartspors) gav navn til pladeselskabet Centrifuga ved dets stiftelse 2016, og her i 2021 udgiver selskabet altså LP'en Centrifuga.
Coverets forside er en forstørret gengivelse af det originale billede på spolebåndets æske. Pladen bliver allerede rimeligt modtaget ...

– Alt dét dér linkebøvl ka' du vel tilføje senere, Karina, og rette tyrkfejl, siger Tom og kigger mig over skuldrene. – Nu kommer jeg i tanker om "Det sidste Nøk"!
– Det sidste Nøk? Jeg prøver at følge med på tasterne med mit ti-finger-skriv, for ung til stenografi, taster samtalen successivt på stedet – heldigvis har Tom opdaget det rytmiske krav om adagio i samtalen og trækker vejret med usædvanlige pauser i hans ellers typisk pokkers presto.
– Første take ubehandlet er det bedste take i princippet, originalt som det er og uden mekaniske knaster af snobbede manipulationer ved piksermulten, påstår Tom og fortsætter adstadigt. – Men hér dukker Albanersøen så op som historiens underliggende landskab ...
– Altså Tom, du var i gang med "Det sidste Nøk", indskyder jeg og skæver til den halvfulde Bloody Mary på bordet. – Hvad i alverden skal Albanosøen her. Du bor i øvrigt ved Nemisøen.
– Undertiden, ja, men der er kun et par timers zigzag til fods gennem skoven til Albano. Vi plejer dog at bile til Castel Gandolfo, hvor man med det vons genkender mig ved cafeen på Piazza della Liberta overfor springvandet i pladsens midte, Fontana del Bernini.
– Du skulle ha' været turistguide, indskyder jeg. Tom pauserer når jeg snakker – jeg snakker langsomt for at gi' fingrene chancer for at følge med ... så tager han uanfægtet tråden op. Den såkaldte tråd, som jeg nu vælger at gi' chancen for en autentisk optagelse med første og eneste take, uanset hvad dens indhold ellers vrøvler om ...
– Vi forlader cafeen og går ned ad Via Oratorio, helt hen til balustraden foran det bratte fald ned mod søen. Lago Albano åbenbarer sig i sin ovale fuldkommenhed med bjerget Monte Cavo rækkende mod himlen over søens modsatte bred – Albanermassivets dæmoniske vartegn med byen Rocca di Papa kravlende halvt op ad sin nordlige side. Langs søen dér ovre fører Via dei Laghi mod sydøst til Nemi, og her står pigerne arytmisk placeret ved vejkanten med ønske om ...
– "Vi" siger du, hvem er "vi"? afbryder jeg.
– Det kan du nok selv gætte, Karina, og jeg vil nødig afbrydes unødigt! Vi følger zigzag'en fra balustraden ned til søbredden hvor man her i siestaen kan invadere en bar uden risiko for ubuden ankomst af en støjende harmonika med krav om musikerløn. Gratis solskin røber silhuetterne af et par kanoer og en enkelt kajak i bevægelse på søens spejl. Stolene er lave her, to lave stole ved bordet, to personer bag vindspejlet i en Fiat 500, lavt til loftet – landskabet skifter fra moræne til hede som vi passerer højderyggen. På vej fra Aarhus til Holstebro, byen med Skandinaviens største instrumentforretning. Supersaxen Fritz Krogh og mig selv såmænd. Så bliver du fri for at spørge om "vi", Karina. Kun os to, denne gang. Indtil vi når ind i butikken, hvor en kunde fylder rummet med lyden af et udefinerbart blæseinstrument. Jeg giver den unge ekspedient vore navne, som i forvejen er meddelt per telefon. Blæserlyden forstummer, og ind kommer en høj mand i moden alder og ser ned på os. Her midt i tresserne, hvor min højde ellers er langt over tidens snit. Giraffen har vist hørt om os, siden han nu dukker op. Ingen tvivl. Nedadrettet respekt. Men der er nok osse lagt op til et dyrt køb!
Tom trækker vejret langstrakt som undskyldning for at gribe efter sit glas, som dog nu viser sig at være ganske tomt – han fortsætter vemodigt.
– Jeg blir skuffet da vi får oplyst prisen. Prisen på de to tenorsaxer der lægges på bordet foran os. Selmer og King. Henholdsvis 1700 og 4000 danske kroner. To formuer, dengang. Vi knoklede dengang med udviklingen af vores musik, fra vores musikalske basis på Axiom via koncerter og spolebånd til målet. Målet? Ja, det kan i dag høres på LP '67, og målets værdi kan ikke måles på eBay. Men lige her og nu manglede vi det sublime redskab – en splinterny, bundhæderlig, kompromisløs og ubestikkelig tenorsax. Fritz' pokeransigt viser ingen tegn på overraskelse over priserne. Den ene sax dobbelt så dyr som den anden! Hvilket valg!
Sekunderne gik ... så kommer manden bag disken omsider med de forløsende ord:
– Det er Det sidste Nøk der koster, siger han med 100 års erfaring i tonefaldet! Så vi har intet valg, hvis vi da mener noget med vores musik. Fire tusser til King, basta!
Tom holder en kunstpause mens tasterne indhenter ...
– Fritz betaler, guderne véd hvordan. Vi kører hjem, hvor jeg pludselig kommer i tanker om Wilma Rudolph. Gazellen fra Rom, som Gunnar Nu Hansen døbte hende på dansk. Verdens hurtigste kvinde, tre guldmedaljer, 1960. 100 meter på 11,0 sek. Et par år siden. Første gang verden kunne følge med i OL på TV, og for første gang fik atleterne en velsignelse af Paven ...
– Tom, vi bliver nødt til ...
– Var det ikke just for denne pragtfulde negerdame, grynter Tom irriteret, – så kom jeg nok ikke i tanker om Erik Hansen. Guldvinder i 1000 m. enerkajak ved de selvsamme leje. Trænet af den kendte kajakroer, Alfred. Alfred – ham med Alfred Christensen Musik, Holstebro.
– Ejeren?!
– Selvsamme høje mand bag disken, ja. Som gav os det dyre råd.
– Det sidste Nøk ... som koster det allermeste!
– Og tænk, Karina! ... 1960. Det danske guld i kajak blev padlet på ...
– Lago Albano!

Få dage efter Toms monolog bliver jeg atter hidkaldt til Themsen. Nu er den gal igen! Minsandten, en statistisk usandsynlighed! Indenfor samme måned, sommeren 2021, bliver det samme stof udgivet hos to forskellige selskaber, uafhængigt af hinanden. Uafhængigt af Tom: Ovenfor nævnte spolebånd Centrifuga som LP i Danmark og Centrifuga/Solhverv som CD i USA – indspillet for 57 år siden ...
684 måneder! Nå, heldigvis er de to plader ikke helt ens. CD'en rummer mere end LP'en. Den amerikanske genudgivelse bringer tilmed stykket Solhverv, indspillet 1965. De to spolebånd blev optaget i et lille, gammelt sommerhus på Themsen, med lyddæmpende madrasser mellem instrumenterne. Her udviklede Gruppen sin musik parallelt med koncerterne, fra basis på LP'en Axiom 1963 til LP'en Tom Prehns Kvartet 1967.
Saxofonisten Mats Gustafsson skriver en entusiastisk liner note til CD'ens cover.
– Blast of the past, sukker Tom.
Nettet spirer til stadighed med nye omtaler, og jeg be'r om noget ekstra tid her på Toms PC til supplering med nye link, samt også, og ikke mindst, til fabrikation af mine egne egenartede graffitier med teksterne sat på farvede baggrunde ...
– Hva' syns du Tom, jeg forsøger omhyggeligt at gøre mine plancher så smagløse som overhovedet muligt?
– Jamen Karina – vi har da altid beundret dit talent for grundighed!

Med typisk grundighed strejfer jeg jævnligt Themsen, hvor vi just sidder på terrassen og nyder "Indian Summer" i 2023. Tom drikker postevand, men han beroliger mig: "Themsen flyder normalt", påstår han. Vi udvælger et par sager blandt mine håndskrevne titler fra nettet ...
– Den skrivelse dér? peger Tom.
– Netop! Særlig speciel i betragtning af tidsforskellen. Skrevet i år. Anmeldelse af den oprindelige LP'67, indspillet for 56 år siden!

Og nu dette, fra Canada sidste år, det kommer også bag på os. Vi kender slet ikke til forskningen bag denne imponerende biografi.
Om Gruppen og dens musik i 60'erne. 40 minutter med musik og fransk tale.
Skulle EU glemme Europas musikhistorie – så huskes den andetsteds.