Tom Prehns Kvartet

Tegning af Asger Muchitsch

– Det begyndte med Mozart-klaver på Hornbæk Badehotel, som 5-årig?
– Ikke mindst personalet var henrykt over mit spil, tilstår Tom, – men tiden blev moden til at øve sig, tænkte farmand Holger.
– Cellisten, dirigenten og komponisten Holger Prehn, som øvede sig 8 timer om dagen.
– Som elev af Pablo Casals, den morakker. Nu måtte jeg igennem daglige, ikke specielt spændende klavernoder. Som at vælte gravsten. Heldigvis opdagede Holger min tilbøjelighed til improvisation, så han pudsede min storebror på mig.
– Guitaristen Ulrik Neumann ...
– som viste mig de dér jazzstandards og forærede mig singler med Erroll Garner og Oscar Peterson, og så gik gymnasiet med det. Sammen med matematikken. Musiker farmand mente, jeg burde blive læge. Så døde farmand, og jeg blev musiker.
– Universitetet, og konservatoriet?
– Nå ja. Papir på, at man kan leve af musik, med musiklærergerningen som trygt bagland. Men holdningen omkring mig var tydelig, jeg måtte "koncentrere mine evner" og skippe det dér "jass". Sligt bum-bum var ugleset på kons [red: konservatoriet] i tresserne. Mine lærere opdagede mig i avisen med Toms Trio, med bassisten Poul Ehlers og Birger Pedersen på trommer. Poul og jeg gik på kons, vi rottede os sammen og dannede "Tom Prehns Kvartet". Eller "Tom Prehn Quartet", nu da dens musik omsider er svømmet over Dammen. Pouls rolle i projektet kan ikke overvurderes, han trak mig ind i samspillet med saxofonisten Fritz Krog og trommeslageren Finn Slumstrup. Finn havde sans for publicity, og vi blev hurtigt landskendte. Hvilket selvsagt ikke siger alverden.

Tom Prehns Kvartet fik sin synlige debut med en direkte transmitteret koncert i Scala-salen i Århus 1963. Gruppens afdeling afrundede koncerten efter navne som Dexter Gordon og Tete Montoliu med radiojazzgruppen under ledelse af Erik Moseholm.
– Store navne dengang.
– Dengang! Unge Karina, det er de såmænd stadig. Joh, det var ikke nemt, visse folk udvandrede fra salen anført af lokale musikere, som et oprør mod denne formastelige "avantgarde", som det kaldtes. Ægte herligFørste kvartet
Fritz Krogh, Tom Prehn,
Poul Ehlers og Finn Slumstrup jante. Men gode anmeldelser i København fyldte overraskende meget i spalterne, og toget rullede. Koncerter, radio, tv. Parallelt hermed "udgav" vi et par bånd med hjælp fra en ferm båndamatør og tekniker. Ved indspilningen af et par numre lå Fritz under flyglet og spillede "klapsax" – fortepedalen var i bund og gav "naturlig rumklang" til saxens klapper, som agerede slagtøj uden blæs. En troværdig kopi af lyden af den franske revolution i et termitbo. Værkerne blev distribueret i en halv snes eksemplarer og vakte en del opsigt.

Nævnes bør så osse LP'en AXIOM 1963, udgivet som CD 2015, som lyder en anelse mere imødekommende. Nærmest som en græsslåmaskine der af egen drift løber løbsk i Zoologisk Have i myldretiden.
– Med dyr og mennesker i et lækkert tutti. Men I glemte pelikanerne!
– Vi var stadig begyndere.
– Jeres gruppe skiftede ansigt i 1966, var der tale om et målrettet genreskift?
– Slumme forlod gruppen for at blive højskolelærer, og ind kom slagtøjsgeniet Preben Vang. Jeg hørte ham første gang i begyndelsen af tresserne i KFUK's sal, hvor Toms Trio fik lov at øve sig, mod at optræde for de unge. Preben sad alene på scenen i rummets brede akustik med sit trommesæt og chasede med sig selv, rytme-solo-rytme ... Firetakters teenager. "Øh, passer det?" spurgte han beskedent, om takterne. Jo, det var da vist rigtigt, svarede Poul Ehlers og jeg og vekslede blikke. Ved optagelsesprøven på kons leverede Preben efter sigende en præstation der svarede til afgangseksamen. Han gjorde sig i alle genrer, herunder jazz. Det var naturligt at kontakte ham i '66. Kvartetten bevarede sine momenter af spontan improvisation, men musikken blev samtidig mere organiseret. Komponeret om du vil. Tilrettelagt i "numre". Udadvendt. Vi optrådte i etablissementet Vestergade 58, som var ledet af Jens Okking. Jens puffede lidt til os, han ville producere en plade med gruppen under mærket V 58, som reklame for stedet og for os. Med vores nye musik rejste vi til Metronom Studiet i København og indspillede en LP. Trods dens utraditionelle profil blev pladen ret glimrende modtaget, endog helt ovre i kongens stad, og efter udgivelsen blev vi endog belønnet med et legat fra Den Danske Jazzkreds.
– Pladen bliver genudgivet i USA 34 år efter indspilningen og anerkendt som et betydningsfuldt historisk dokument. Og derefter ta'r tingene for alvor fart, jf. mit afsnit Nyt årtusinde. Men sig mig nu, hvordan tålte man jer på kons efter denne udgivelse, i 1967?
– Som nævnt var stemningen internt præget af intrigant tavshed og krigeriske udfald, men problemet med kons var egentlig større udenfor anstalten. En stor del af den danske presse mente, at så længe man var tilknyttet denne højere læreanstalt, så var man i hvert fald uegnet som jazzmusiker. JAZZ, det var netop et befriende alternativ til de klassiske fodlænker, den fortænkte tradition som hæmmede ungdommens naturlige følelse og udvikling. Konservatoriet, hvor man skulle lære at spille. Efter noder, fy føj, og blive dygtig, uha. Så dansk jazz dengang, og ikke mindst avantgarden, den var med pressens velsignelse overbooket med glade dilettanter.
– Tre af kvartettens musikere fik en klassisk uddannelse, og den fjerde, tenoren, var autodidakt, men bare født god. Det måtte vel betyde en fordel i konkurrencen, trods pressen?
– På længere sigt, ja, men der var flere hurdler at håndtere dengang. Endnu flere. For at komme til fadet.
– Såsom?
– Hmm. Århus-København var i tresserne en finurlig barriere. Måske er det stadig lidt sådan. Vi tilhørte Århus, og det hjalp ikke at Preben flyttede til Odense byorkester. Århus, fjerde kartoffelrækkes hovedstad, man ku ikke tænke sig gyldig jazz så langt ude. Så langt fra Amerika! Set ovenfra var det egentlige problem nok selve Danmark det lille land, som udgjorde et uoverstigeligt svælg. Op til slaraffenlandet USA, jazzens store moder. Én ting er, hvis du kun var hvid og ikke rigtig neger, klart handikap, men "du finder først dig selv i musikken den dag du opdager hvilken amerikaner du skal kopiere", punktum.
– Uforudsigeligheden og det personlige udtryk er ellers nødvendige forudsætninger for egentlig jazz.
– Som du siger det, Karina! Så måske har der aldrig lydt egentlig jazz fra det lille idylliske Danmark, som fattes "the cry of jazz".
– Men jeres i dag så roste jazzkvartet kopierede netop aldrig. Det læser man i dette årtusindes AMERIKANSKE presse. Var I født 40 år for tidligt, eller udenfor tiden?
– Egentlig er det misvisende at kalde vores musik for "jazz". Men hvad ellers, den stakkels presse. Og nu det med tiden – hvis man er ambitiøs, er det praktisk at fødes til tiden, og holde fast i den. Men ambition er flere ting. Er det Shakespeare?: "Ambitionen ka både krybe og svæve", men for mig er det hip som hap, så længe den blot sætter kursen korrekt.
– Mod hvad?
– Mod musikken.
– "Ambitioner". Du vil nødig sættes i bås med de dér anerkendelsesanglere. Derfor skriver du ofte under pseudonym. Det begyndte allerede i tresserne – GEP, Tom Berg ...

Tom undskylder, hvorledes han som ung følte sig nødsaget til en vis portion ambitioner med navnet Tom Prehn for at komme i position med musikken som erhverv. Job, ansættelse og sideben. Børge Roger Henriksen kom anstigende på Themsen med job til Tom i radioen, anmeldelser og causerier, og navnet blev nu hørt også uden for Kvartetten. Og helt til København! Konkurrence, albuer og politik. Men i dag er der råd til vejrtrækning med dæknavne, og det gir fordele ...
– Du kan arbejde i fred, nikker Tom. – Du skal ikke løbe efter telefonen og købe dagens avis for at se, om du nu er i. Desuden er der en sport i at dyrke kunst for dens egen skyld, kunst som kan selv, og som ikke behøver skaberens personlige reklame for at gøre sig. Reel konkurrence på kvalitet. Og først af alt – du undgår støj og sjove spørgsmål. Der er også det med måden ... hvert skabernavn sin stil, sit publikum. Så dit publikum, og du selv, kan føle sig tryg ved kunstnernavnet, som just skriver specielt til de udvalgte. Smalt eller bredt.

Det hænger tydeligvis dæknavnet "Tom Prehn" langt ud af LiquoreStrega'en at docere selvfølgeligheder om identiteter og ambitioner, så han skænker et par nye og opsummerer sin biografi.