Klass

Tom startede studiet på musikvidenskabeligt institut på universitetet. Allerede efter filosofikum og den store latinprøve antydede hans lærer Johannes Nørgaard imidlertid, at livet på instituttet gik for langsomt for eleven. For lidt aktiv musik. Så Tom skiftede til konservatoriet hvor han blev uddannet i musikteori og -historie. Han modtog desuden undervisning af Georg FjelradBent Lorentzen og Tom Prehn på det store orgel i Århus Domkirke. Med komposition som tillægsfag fik han lærere som Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Per Nørgård, og han oplevede skikkelser som Witold Lutoslawski, Earle Brown, Mauricio Kagel, David Tudor …
– Pelle så tingene udefra og Bent Lorentzen lærte mig håndværket at instrumentere for symfoniorkester. En engageret og inspirerende drivkraft. Han holdt også et kursus i elektronmusik, to år i træk, som jeg deltog i. Vores rektor, komponisten Tage Nielsen, var åben overfor ny musik og bragte nye toner ind på kons. Per Nørgård flyttede sin undervisning fra den antikke hovedstad til Århus og arriverede med sin lille hale af elever, Ingolf Gabold, Erik Nordby og Fuzzy. Karl Åge Rasmussen og Ole Buck stødte til, og miljøet var skabt til udfoldelse af ny musik.
Den nye situation på konservatoriet – påvirkede det holdningen til jazz?
– Den nye, komponerende klike var tolerant, og der var jazz i Fuzzy, men krigen fortsatte – med den såkaldte rytmiske musik herunder jazz og beat på den ene side, og “klass”, altså nodemusikken, på den anden.
Du pendlede mellem lejrene, rodfæstet i begge.
– Som studerende og komponist in spe måtte man producere et og andet. Nodepapir med klatter på. Mine klatter pirrede til kunstfonden og skaffede studenten massive midler til arbejdsro og ferier omkring Middelhavet.

Tom introducerede i 1968 som den første i Danmark kurser i jazz på konservatoriet og underviste sideløbende i klassiske fag såsom solfege, teori og musikhistorie. Da de rytmiske fag blev kanoniserede, underviste han desuden i sammenspil, arrangement og jazzklaver.
Der gik rummel i det?
– Jeg blev hængende i over et kvart århundrede, mens Bent Lorentzen allerede tidligt tog afsked og foldede komponisttalentet ud. Senere sagde kollegerne Holger Laumann og Fuzzy også farvel. Tage Nielsen flyttede til Rom. Jeg var selv lidt langsom dér. Samme stof, år efter år. Du kan naturligvis analysere musik efter flere modeller og endda forny modellerne, men når alt kommer til alt, Beethoven & co. har efterhånden li’som haft svært ved at forny sig. Undervisningen fuldtids på kons forekom en anelse dæmpende på sommerferiekomponisternes skabertrang, og på nu-musikkens motorvej holder skaberne sjældent ind for at tanke op på en musikskole. Med klassisk inerti snurrede komponist-maskinen ubemærket videre i lavtrykket blandt stimen af sekteriske noder i tavlekridt. Sandslotte på glemte kyster.
Du sagde farvel til fattigfirserne og improviserede dig ud af kons. Slap ud for god opførsel!
– Og støvede brandere. Indrømmet, en forunderlig lettelse, at kunne spille sin egen musik fuldtids og rejse når det passer én. Men, jeg fik nu en god ballast med fra kons.
Mener De koralharmonisering, hr. Tom Prehn?
– Nu ikke spydig, Karina! Du er da selv glad for bl.a. mine symfoniske sange. Og hvor var sådan en musik uden en Bent Lorentzen. Og uden harmonisering og fuga med klassisk stemmeføring, som allerede nævnt!
Klass og jazz og pop kunne mødes i din musik. Sangcyklussen “Genever” er vel endnu et eksempel.
– Vi opførte “Genever” i midten af 70’erne med en jazztrio foran Odense Symfoniorkester under ledelse af Børge Wagner. Birgit Lystager og Birgitte Frieboe fremførte sangene, atter med tekster af Svend Åge Madsen, en slags danske vrøvletekster. Der herskede dengang på kons et livligt sangermiljø, ledet af Per Birch som var åben overfor rytmisk musik. Her mødte jeg Birgitte, som deltog i mine kurser.

Tom vender blikket mod fortiden i loftet og fortsætter. – De år var præget af mange talenter på mine hold, fed tid – guitaristen Lars Hannibal, saxofonisten og dirigenten Jens Klüver, sangeren Gitta-Maria Sjöberg, pianisten Werner Elmker … Samarbejdet med Birgitte førte bl.a. til hendes deltagelse på pladen “Love´s Labyrinth”, og altså koncerten med “Genever”. Og Werner – allerede som min elev på kons deltog han professionelt, som medarrangør af et nummer på selvsamme plade. Vi brugte fællesnavnet “Ben Brown”.
Du har skrevet “klassiske” noder som bryder traditionen, lad mig nævne kvintetten “Ngorongoro”.
– Ngorongoro, gentager Tom og fortæller om sit besøg på universitetet i Nairobi og ikke mindst landet bag byen. Om trommen som Afrikas hjerte, og om alt det, som noderne aldrig vil nå. Ngorongoro sætter folk med forskellig musikalsk baggrund sammen i et kammerstykke på en halv times varighed, improvisationer og noder i samme værk.
– “Third stream” var den betegnelse, som den arme radiospeaker brugte for genren, smiler Tom, – han skulle jo ha’ en kategori parat.
En enkelt avis opdagede dog nyhedsværdien og budskabet i 1978.
– Det var før papirpressens nedtur.
Er du ked af omstillingen til it-formidling?
– Tværtimod, jeg har det rigtig fint med de nye digitale muligheder. Nu hvor intet land i verden er længere borte end sofaen.