Epilog

Tom Prehn er født i oldtiden, overlever nutiden og skuer fremad. Lige nu skuer han opad fra sofaen, idet hans smukke hustru viser sig i døren. Enhver vil forstå den beskyttende mur omkring Tom, som Kitter altid repræsenterer. Fx som værn mod jazzglade moslere som mig. “Velkommen Karina”, byder hun, og jeg kan ikke afslå en aften med rødvin på Themsen. Vi vil hyggesnakke om vort næste møde med Paulina i Rom til sommer.
Kitter og jeg laver mad, Tom kigger interesseret til, mens spaghettien koger al dente. Hans forfædre og familie var alle travle musikere så langt tilbage det står skrevet, man spiste ofte ude, og selv elskelige mor Inger tillod ikke mænd i køkkenet. Tom påskønner arbejdets værdi og elsker at kigge på når folk arbejder. Han skimmer mit nye skrift som Kitter netop har printet ud til os. Han lægger det trygt fra sig.
– Det hér, mumler Tom øjensynlig opmuntret og slår ud med armen, – øh, det ligner da vist mig! Sådan lidt?
Det sagde DU!