Kosmo
– Jeg begyndte som bolddreng, fik ambitioner og øvede mig privat op ad Den Aurelianske Mur. Først på ydersiden, så på indersiden. Derefter flyttede jeg øvelserne til Colosseum, hvorfra jeg blev udvist til Danmark. Siden har jeg drømt om et liv på Månen.
– Alvor til side! Parallelt med jeres musik skabte I tegneserien Kosmo. En comic strip, der gik bl.a. som daglig stribe i Information og i Svenska Dagbladet i et par år.
– Det decimerede unægtelig studiegælden. Samarbejdet med Poul Ehlers og tegneren og illustratoren Mogens Gissel var uendeligt inspirerende. Og lærerigt. Stilen var ganske i pagt med musikken.
– Metaaspektet igen!
– Den indbyggede diskussion om mediets tradition, med dens klichéer og konventioner, ja, det var en del af det.
Kosmo blev samlet op med et par bogudgivelser i 80'erne. Serien bliver betragtet som en stilfornyende, klassisk serie. Illustrationerne i den italienske forfatter Paulina Olsens digtsamling Absolut Dig fra 2010 udgøres af striber fra Kosmo, som tjener til inspiration for ordene. Samlingen er redigeret til dansk af Tom og indgår i Diana trilogien sammen med de to romaner "Pigen med Sløjfen" og "A Bente & Ben".
Det efterhånden veletablerede samarbejde mellem Paulina og Tom har også resulteret i restaurering og udgivelse af bogen
Ursula og den røde lyd fra 60'erne, ligeledes med tegninger af Mogens Gissel. En fabel for børn og voksne sjæle.
Paulinas computertaster lagde desuden farver til udvalgte Kosmostriber kreerende endnu et værk – Kosmo kolorit.
Pantomimeserien Kosmo leder med sit tavse sprog frem til kvartettens ligeledes ordløse musikteater.