DI' kom forbi

Hos mange århusmusikere, amatører såvel som professionelle, ringer en lille vemodig klokke når man hvisker “Knudrisgade 25”. Det hedengangne paradis med de små og store oplevelser. Øvelokalet som skænkede rock og jazz og glade rytmefolk - ja selv seriøse improvisatorer - chancer for sjælens overlevelse.
Ind i gården, over gården, ofte tungt lastet, allerede nu forsvandt hverdagens lidt for skæve eller alt for rette linier, selv de solrige hverdage fadede ud. For nu venter eventyret lige deroppe, det usædvanlige. Den usædvanlige mutation til nyt liv. Ind ad døren, joh, de sidste år var med god lås og automatisk lys på trappen. Først til venstre, så til venstre, ny lås, ind ad døren til højre, nyt lys, isoleret fra al offentlig trafik, kun adgang for os, de indviede, de uafhængige. Herunder de, som havde gennemlevet så mange rosende klap på ryggen derude i trafikken, at rigtig musik måtte ømme sig.
Stor lyd starter. Noget klirrer med i baggrunden, en publikummer med nøgle dukker op, timerne ryster af sted. Undertiden kommer én af Toms elever ned, eller rettere op, fra konservatoriet og sidder ind.

Knudrisgade, hvilket navn. Og det kan udtales på mindst to måder. Som gammelt og som nyt.
Jazzen hér var ny. Tom Prehns gamle koncertvante Fender Rhodes piano, fra dén tid hvor 60'ernes sidste brøl var ved at lægge sig, det stod skam dér i hjørnet. Fordi Tom havde fået en ny slags musik derhjemme, midi og computermoduler og sådan. Men låget på Rhodes var nu låst, for “rockmusikere har ikke brug for dén slags”. “Den slags”, menes der mon sofistikerede tangenter eller gammeldags skrot?
- Hmm, nu til det kædelige! siger Niels Bjørn Jensen ironisk og mener naturligvis, at tangenturet skal befries for sin kædelås. Han pakker ud. Og hvilke avantgardetrommer! Når mesteren selv sidder bag! Flittigt, tålmodigt og socialt ledsages han af Allan Stephansen på vandret, gruppens uroligt søgende og opmærksomme grundpille. Anders intonerer saxerne, og den personlige jazzlyd med de eksotiske farver fra hans andet hjem, Brasilien, fylder rummet til sidste sprække.
- Alle fire er vandmænd, siger Allan som har forstand på astrologi.
Det var hen mod slutningen af årtusindet. Knudrislokalet smuttede og De fire Vandbærere flyttede ud til Toms lokale i Risskov. “Vand, røg og kvinder i den ene ende, musik i den anden”, sagde Tom, det var den eneste betingelse for musik på stedet. Nåh jo, altså våde varer - ikke før efter musikken! Og ingen planer om offentlighed!
En aften i begyndelsen af årtusindet, Tom havde for længst skiftet koncertræset ud med computerlyd, nye pseudonymer og skriveri i Albanerbjergene, men Risskov ligger der endnu og frekventeres undertiden af Vandmænd. Så taget kan løfte sig og ikke gro fast over lyden.
Så en aften sidder han således bag skærmen i Risskov og redigerer musik og bøger og det ringer på døren. Ind kommer en karateekspert som man ikke umiddelbart siger imod. Han har allerede i nogen tid roteret tangentielt i Vandcirklens periferi.
- Jeg har købt et nyt trommesæt, siger han og ganske rigtigt, det har kostet en formue.
- Øh, og hvad så?
- Det kan passende stå her, mener Erik Frandsen.
Og sådan blev det. Splinternyt sæt som lærevilligt møbel ved det snart hundrede år gamle flygel og hvad er det nu de to møbler snakker om? Og modulerne, højtalerne - de maser og fylder så pejsen sukker. Alternerende basser og vekslende modernister inspirerer. Men så, et helt andet sted...
Så dukkede Hun op og hvad sker?
Så sker DI'!

Refereret af Karina Møller