Dunkel og varm.
Lysest og koldest.
Den mest hensynsløst henrivende. Hun løfter ham op fra tressernes trygge konservatorium. Ud i den vide verden, og til Italien. Hun åbner talentet og lærer ham at tale med Månen og lytte i mennesket.
Den mest forførende – leverer fri dans og banebrydende musik. Og gammeldags opdragelse. Kvindernes Kvinde. Hun byder ham at løse gåden om drabet på den veninde, han engang var parat til at elske. En livslang gåde.
Omsider står han dér, i kredsen af fortidens mistænkte. Med afsløringen. Blot et spørgsmål om bladren i Bibelen, kendskab til stjernerne og ikke mindst, et udsøgt musikalsk øre.
Men midt i den klassiske scene indtræffer en ny katastrofe.
Niogtredive år imellem – er de to forbrydelser forbundne?
Signalerne i Hendes sang leder den gamle guitarist på sporet. Før forløsningen må han dog ind i det dybeste mørke med to djævelske fjender i hælene.
Med denne romantiske komediethriller gengiver Paulina Olsen autentiske beretninger om kunstnere og musikere gennem fyrre år.
Med særlig tak til en dansk komponist, en jazzmusiker og en hjælpsom astronom.
Og til Ulla Kampmann, som illustrerer bogen.
Et fabulerende drama om moral, lidenskab og fortryllelse.